Th. Overskou: Den danske Skueplads, i dens Historie fra de første Spor af danske Skuespil indtil vor Tid. Anden Deel. Kjøbenhavn, Samfundet til den danske Literaturs Fremme, 1856. 509 sider.

[Sjette Saison, 25. april 1753 til 22. marts 1754, side 132-153]

[Oversigt over repertoiret 1753-54]

Holbergs "Tordenbrev" er også gengivet, med enkelte variationer fra nedenstående, på Arkiv for Dansk Litteratur, efter Udvalgte værker, bind 12, side 363-64


[side 132]Denne Saison var i enhver Henseende den sørgeligste, Skuepladsen endnu havde oplevet: hver Forestilling gav i Gjennemsnit kun 78 Rdlr.; Indtægten var 5369 Rdlr. og Udgiften 6588, endskjøndt, som vi ville erfare, Personalet i 13 Uger kun fik halv Gage; 21 Rdlr. var hele Indtægten den 4de Mai, og med Undtagelse af Saisonnens Aabningsaften, der indbragte 89 Rdlr., opnaaedes ved ingen af de 12 første Forestillinger over 45 Rdlr.; det var kun Skuespillenes lange Standsning og Formodninger om, at der ved Gjenaabningen vilde skee en eller anden Skandale, som vare Skyld i, at den 26de Septbr. gav 204 Rdlr., den høieste Indtægt i denne Saison. Senere havde man vel tre Gange over 150 Rdlr., men ogsaa fem Gange under 40 Rdlr.

Anstaltens kunstneriske Tilstand var imidlertid endnu sørgeligere end Kassens; uoprettelige Tab og indre Splid truede Samfundet med Opløsning. — Jfr. Materna havde strax efter forrige Saisons Slutning forladt Theatret, for af gifte sig med en Lieutenant von Passow. Ved hendes [sideskift][side 133]Afgang kom mange Stykker, hvori hun fortræffeligt havde udført betydelige Roller, ud af Repertoiret. Der maatte forsøges paa at skaffe en Person til hvem man, i det mindste midlertidigt, kunde betroe dem, og Holberg, der, som Skuepladsens Skaber og vigtigste Forfatter, tog sig Sagen nær, var ivrig for at Mad. Rosenkilde, der paa sin korte Theaterbane havde vundet Bifald og viist meget lovende Naturanlæg, skulde antages. Som saa ofte toge Skuespillerne kun lidet hensyn til hvor aldeles nødvendigt det er, ikke blot for Ensemblet, men deres egen Rolles Virkning, at alle Fag ere godt besatte; et fremblomstrende Talent, der kunde blive deres Personers Vigtighed og Forgudelse til mindste Forringelse, maatte modarbeides. Aldrig saa snart fik derfor Acteurer og Actricer ved Saisonnens Begyndelse Nys om, at Mad. Rosenkilde, efter en for Rappe og Holberg aflagt særdeles heldig Prøve, havde faaet Ansættelse med 3 Rdlr. ugentlig, førend de strax sammenrottede sig for at gjøre hendes Indtrædelse umulig. Naar Avindsmændene kunde tilsidesætte Undseelsen saa vidt, at de ikke skammede sig ved, offentlig at gjøre en Brøde, som de selv, deres hele Omgangskreds vitterligt, aldeles ugeneert havde begaaet og vilde vedblive at begaae, til en Skammelighed for Andre, da var et Paaskud let fundet. Mad. Rosenkilde var siden sin Afgang fra Theatret bleven dømt til, for begaaet Leiermaal, at have sit Ægteskab forbrudt. De hyppige Tamperretskjendelser og offentlige Skriftemaal havde dengang, i Forening med den almindelige Erkjendelse, at der herskede megen Usædelighed, som, blot med Vaersomhed for ikke at foretage Noget, der kunde bliver Gjenstand for Rettergang, begik endnu yderligere Udskeielser, foranlediget, at saadanne Domfældelser ikke blev ansete [sideskift][side 134]for synderligt blamerende, men kun som Beviis paa, at den Paagjældende havde været mindre forsigtig end mangfoldige Andre, der tildeels hørte til de høieste Cirkler. Gjorde en fraskilt Kone sig ikke berygtet ved at leve som Skjøge, og dette turde end ikke Mad. Rosenkildes Fjender sigte hende for, da blev hendes Feiltrin gjerne undskyldt som en lidenskabelig Kjærligheds øieblikkelige Forvildelse, der kun paa Grund af de Formaliteter, hvormed Skilsmisser maatte foretages, voldte Omtale og Ophævelse. Rose, hvem det allerede dengang klædte saare ilde at spille streng Dommer i en saadan Sag, og som siden i et langt fuldere Maal kastede just det Slags Forargelse paa Theatret, satte sig ikke desto mindre i Spidsten for nogle Acteurer og Actricer, der, ligesom han, hos Jfr. Thielo levede muntert af den Overflod, hun skyldte sit fortrolige Forhold til den russiske Minister, Baron Korf, men dog følte deres Sædelighedsfølelse krænket ved Kammeratskab med Mad. Rosenkilde. Han og et Par Andre indkom med skriftlige Forestillinger om, hvorlunde det ikke af dem kunde taales, at hun blev optaget i Truppen, som, ifølge de kongelige Privilegier, skulde bestaae af "skikkelige Personer"; og Mad. Lund, der med sit store Talent forenede megen Lyst til at intriguere, understøttede dem ivrigt ved at udbrede ufordeelagtige Rygter om hendes Levnet. Dette opbragte Holberg saaledes, at han udsendte følgende Tordenbrev til "samtlige Acteurer":

"Saasom jeg Staaer færdig til at reise paa Landet, og jeg meener, at nogle faae stridige Personer af Trouppen, som efter Sædvane pleie at gjøre Bevægelser, naar en nye Acteur eller Actrice skal antages, nu opponere sig imod Mad. Rosenkilde, saa vil jeg forestille dem, hvad deraf vil [sideskift][side 135]flyde, helst saasom bemeldte Rosenkilde saavel af Geheimeraaden som af mig er approberet. Ved Maternas Bortgang behøvedes udi en Hast en Actrice. Hvor vanskeligt det er at faae een, som er beqvem dertil, haver nogle Aars forgjæves Arbeide viset. Om Rosenkildes Beqvemmelighed tvivler Ingen. De maae derfor betiene sig af anden Prætext og søge at sværte hende med den hesligste Farve, da de dog ikke kan sige hende Andet paa, end at hun har været dømt til at have forbrudt Ægteskab med hendes Mand; hvilket er skeet med mange anseelige Personer, som siden leve udi Agt og Ære. Motiven er derfor ganske anden end den som foregives, og den forbigangne Tid har saadant viset. Saaledes da Mr. Reersløv blev antagen, søgte Rose at opvække de andre imod ham, ligesom Mad. Lund nu giør mod denne Rosenkilde, og ligesom hun tilforn har giordt saavel i Henseende til Jeronimi, som den lille Bødtker, hvilken sidste nu ogsaa paadigtes heslige og ubeviislige Historier, da deres Brøde dog ikke har været andet, end at de have været approberede af Tilskuerne.

Aarsagen, hvi jeg har taget mig Mad. Rosenkilde an, er af en puur Fornødenhed. Jeg og Andre have ogsaa havt Medynk med hende, endeel, efterdi hun uden Brøde engang blev forkastet, allene fordi hun førte Ordet for de Andre, som siden opofrede hende, endeel ogsaa, saasom hun siden har levet udi en usæl Tilstand, og fortæret de 200 Rdlr., som hun arvede, hvilket viser, at hun efter mange Andres Exempel ikke har søgt at nære sig ved ublue Midler. Mad. Lund veed selv, hvorledes jeg tog hendes Partie da Andre talede om hende det, som hun nu taler om Mad. Rosenkilde. Hun bør ikke giøre mod Andre, uden hvad hun vil, at Andre skal giøre mod hende, og [sideskift][side 136]derfor ikke afmale Een, der engang er falden, som et æreløs Menneske, for hvilken Expression de kunde for Retten tiltales paa deres Ære. En anden Aarsag er, at eftersom jeg har forfærdiget de fleeste Stykker som spilles, og endnu har i Beredskab henved 8, som jeg enten selv eller ved Andre har ladet giøre, uden Comedien til Bekostning, som forhen er skeet, saa kan jeg ikke see, at de blive ved Actionen fordærvede.

Sviten af denne Opsætsighed er, at Comedien aldrig kan komme i Stand, hvis man skal dependere af to eller tre Personers Capricer, som hverken vil have beqvemme Personer, eller som kan bedømme om deres Beqvemhed.

Dette beder jeg, at maae bliver oplæset for Trouppen, og en Copie mig derfore gives, som jeg kan fremlægge paa høiere Steder, for at vise, hvorfore Comedien truer med Decadence, og hvi Ingen hverken vil eller kan paatage sig dens Direction.

Jeg seer ellers af Nogles Betænkninger, at ingen er haardere end Roses. Intet er forargeligere, end at høre en Person, hvis Levnet er en Kiede af Uordentligheder, at catechisere. Alt hvad han har skrevet om Mad. Rosenkilde, undtagen det, som hun selv tilstaaer, er ublue og usandfærdigt, saavel om hendes Opførsel, som Helbrede, hvilket ansees af tvende brave Chirurgers Hederkamps [trykfejl for Wederkamps] og Hendrichsens Attester, saa at han har fortjent saavel for denne hans grove calumni, som for anden Opførsel af removeres; men denne Gang kan han slippe med Mulct og Løfte om Levnets Forbedring.

Det kan ellers være mig ligemeget, om der bliver Comedie eller ei; thi jeg kommer der kun ganske sielden. — Jeg seer dog ikke gierne, at den skulde falde, efterdi [sideskift][side 137]jeg er første Stifter deraf, og efterdi jeg har lovet at igiennemsee Stykker og at dømme om deres Capacitet, som antages til at agere.

Kiøbenhavn d. 17de Mai 1753.

L. Holberg."

Denne alvorlige Tiltale gjorde aldeles ikke den Virkning, som Holberg havde ventet. Tvertimod at de Ord, han lod falde om at han var Skuepladsens Stifter, skulde have skaffet ham Ærbødighed, bleve de af Acteurerne kaldte "en sær og knurvorren gammel Mands singularitet og det urimelige Fundament, hvorpaa han sig af dem vil prætendere hvis som skulde blive til deres blame, derfore man dette intet haver at regardere." At han gav dem Udsigt til fra ham at faae 8 Stykker uden Betaling, var dem ogsaa aldeles ligegyldigt, da de ei alene havde den Mening, at hvad han nu havde at bringe paa Scenen, maatte man helst være fri for, men kun brøde sig saare lidet om Theatrets Fordeel, siden det ikke mere hørte dem til. De Faa, som i Usædelighedens Tempel, under Tractement af en Courtisanne, der havde ladet Holberg beskikke paa Grund af en Yttring om hendes Overtrædelse af det sjette Bud, lagde Raad op, for, i Sædelighedens Navn, at skaffe sig en Medbeilerinde til Publikums Gunst af Halsen, hørte til Parterrets Yndlinger og vare saa berusede af dets Bifald, at de følte sig stærke nok til at sige, at om de ogsaa skyldte ham et Par gode Roller, saa skyldte han dem igjen den Lykke, som hans Stykker gjorde. Holbergs Skrivelse opirrede dem kun endnu mere; de fik ved deres Venner og Tilhæng sat allehaande Rygter i Gang og truffet Aftale om, hvorledes Cabalen skulde sættes igjennem saaledes, at Mad. Rosenkilde slet ikke kom til at sige et Ord.

[sideskift][side 138]Hendes Debut var bestemt til den 6te Juni, da hun i "Forøderen" skulde spille Julie, som før havde været givet af Jfr. Materna. Man vidste i Forveien, at "nogle unge Herrer af Parterret" vilde antage sig Velanstændighedens Sag, ved at møde med Vægterpiber, for strax at jage hende ud fra Scenen. Sammensværgelsen havde sat Byen i saa stor Bevægelse, at Kassen den Aften havde næsten tre Gange saa stor Indtægt som der ved nogen Forestilling i hele sex Uger var opnaaet, hvilket dog ikke udgjorde mere end — 114 Rdlr. 4 Mk. Saasnart Mad. Rosenkilde i Stykkets anden Scene traadte ind til Kammerpigen — som spilledes af Mad. Lund, hendes værste Forfølgerske — brød Stormen løs; hun søgte flere Gange at komme til at tale, men Piberne overdøvede hende, og da de øvrige Tilskuere raabte paa at de skulde kastes ud, ja endogsaa "baade blaae og hvide Riddere stege ud over Brystningen af deres Loger, for at paagribe de Malicieuse og anvorde dem til Politiet," blev Tumulten saa stærk, at hun brast i Graad og forlod Scenen. Der var ikke at tænke paa at begynde Stykket paa ny, men Cabalens Anstiftere havde sørget for, at de Acteurer, som ved den sidste Forestilling havde spillet i "Jean de France", var paa rede Haand, og saaledes blev dette Stykket givet istedetfor det anmeldte, dog ikke uden Støien af og til under Opførelsen. — Mad. Rosenkilde, som beholdt 2 Rdlr. ugentlig til næste Aars Sept., og senere kaldte sig Mad. Ferslew, efter sit Pigenavn, kom aldrig mere paa Scenen, men opnaaede en lille Bestilling ved Garderoben.

Holberg var ikke den Mand, der lod Noget, som han ansaae for en grov personlig Fornærmelse, gaae ustraffet hen, og Rappe troede heller ikke, at han burde give efter [sideskift][side 139]for hvad han kaldte Opsætsighed. De besluttede, at det ikke skulde blive ved de Trusler, som Holberg havde optaget i sin Advarsel, men at Personalet skulde afstraffes paa den Maade, der vilde være det allerføleligst. Da begge ønskede, at lade Kassen tilflyde den Fordeel, Terminstiden i Almindelighed gav, men som i Aar rigtignok aldeles udeblev, og Rappe, der var ligesaa rettænkende som streng, desuden først vilde søge fuld Oplysning om, hvor vidt Rygtet, der tillagde Acteurerne hele Aarsagen til Skandalen, virkelig var grundet, hengik imidlertid 14 Dage, hvori der vel ymtedes om forskjellige alvorlige Forholdsregler til de Skyldiges Afstraffelse, men Alt dog gik sin vante Gang. Cabalen yttrede derfor allerede uforbeholdent sin Glæde over Seiren og hovmodede sig af, at man ikke havde vovet at foretage Noget imod den, da hele Personalet pludseligt blev sammenkaldet og, til sin store Skræk og Overraskelse, maatte høre Meddirecteuren Holm oplæse følgende fra Rappe modtagne Skrivelse, som gjengives bogstavret efter Originalen:

"Ædle

høitærede Sr. Holm.

Efter at jeg med megen mishag har maattet fornemme, hvorledes den Danske-Skue-Pladses Trouppe, Acteurer, saavelsom Actricer, ei allene har yttret sin fortrydelse og Modtvillighed udi, at agere med den av Directionen andtagne Madamme Rosenkilde, hvilken man, paa det Comoedien i mangel av Actricer ikke skulle cessere, og da for haanden ingen beqvemmere vidstes, har indtil videre engageret for at complettere Mademoiselle Maternes frivillige Avgang med; Mens end og præsumptere persvaderet par terret [sideskift][side 140]til at udpibe og udfløyte hende av Theatrum, førend hun fik Leilighed til at fremføre et ord, eller lade sig høre av Publicum, som, naar hun havde bleven tilladt at udføre sin Roulle, kunde, maaskee, have blevet fornøjet, hvilket egentlig er det essentielleste i denne tilfelde, som Directionen har søgt og attraaet; Saa har jeg fundet fornøden, at lade vedkommende betydes min billige fortrydelse herover. Til Den ende vil Sr. Holm behage at foranstalte, det samtlige Acteurer og Actricer straxens blive sammenkaldede udi Comoedie-Huuset, og Dennem alvorligen foreholdet, at endskiønt Denne Deres Forhold og Omgang er saa formastelig, at jeg samme Hans Kongelige Mayestet allerunderdanigst burde forestille; Saa har jeg dog, udi forhaabning at De herefter fører en bedre conduite, og ej, til Deres egen Nackdeel, understaae sig at imodsætte sig den av Hans Kongelige Mayestet beskikkede Directions Foranstaltninger, ei villet gribe til denne extremitet. Ligeledes ville Sr. Holm tilkiendegive Dennem, at da man av de avlagde Comoedie-Huusets Regnskaber erfarer, at Cassen er udi slette omstændigheder, og Huuset alt meere og meere fordybes i gield, samt desuden og for denne Sommer tid, da de fleeste Liebhabere og Spectateurer opholde sig paa Landet, intet for Comoedie-Huuset er at profitere; Saa har Directionen besluttet at lade comedierne ophøre indtil Michaeli, og at inden den tid ingen Comoedier vorder opførte. jeg forbliver

Kbh. 21. Junii 1753.

hans

beredvillige tjener

F. O. von Rappe."

[sideskift][side 141]Acteurerne vidste meget godt, at den stigende Gjæld kun blev anført som Aarsag til Lukningen, fordi man vilde lade dem føle det saare Usikkre i den Stilling, som de i deres indbildske Overmod ansaae for saa stærk ved deres Anseelse hos Publikum, at de uden mindste Fare kunde trodse Directionens Villie. Da de nu alle pludseligt stode uden Gage, gjorde derfor Londemann, Clementin, Hortulan og Mad. Linkwitz, som havde været imod Cabalen og kun deeltaget deri for at undgaae Drillerier, dens Anstiftere bittre Bebreidelser, og ansøgte, drevne af deres store Trang, Rappe om at maatte beholde deres Gage. Hans Svar var: at Trouppen selv havde gjort det umuligt for ham at opfylde deres Bøn, da der ikke var nogen Actrice til Jfr. Maternas Roller, og Kassen ikke, naar man var nødt til at lade Comedierne cessere, fandtes i saadan Stand at den kunde gjøre end den mindste Udgift; dog vilde han for deres Skyld, eftersom de altid havde været skikkelige af Tænkemaade og kun ladet sig beføre, see hen til at Comedierne begyndte saa tidligt som skee kunde.

Og han holdt Ord. Efter at han havde opsagt Danseren des Larches til Afgang, og til Jfr. Maternas Roller antaget en Jfr. Møller, som ikke fik nogen Betydenhed, blev, som det for første Gang hedder: "det kongelige danske Comediehuses" Personale sammekaldt den 12te Septbr. og underrettet om, at Skuepladsen skulde aabnes den 19de, samt at "uanseet at man vel havde Aarsag for deres Opsætsighed imod Directionen ei alene at betage dem deres fulde Gage, men ogsaa at mulctere dem, saa dog, siden de alle vare af slette Omstændigheder, og i Haab at de fortrøde det Passerede, kunde dem den halve Gage for 13 Uger blive udbetalt, og deres Forseelse iøvrigt [sideskift][side 142]eftergivet, hvorimod man haabede, at de med mere Lydighed end hidtil skeet var, vilde parere Directionens Ordres, og imellem sig selv indbyrdes beflitte paa god Forstaaelse."

Tillige blev der forelæst Personalet et Slags, med en Fastsættelse af Gage-Etaten forenet, første Reglement for Tjenesten, affattet og skrevet af Rappe selv, saaledes bogstavret lydende:

"Reglement

Det kongelig privilegerede Danske Comoedie-Huus dets trouppe og øvrige Betienter betreffende:

  1. Ligesom Hans Kongelige Mayestet ved det allernaadigst meddeelte Privilegium under 29de Decembris 1747 vil at Commoediernes holdelse, Acteurernes Forhold tillige med hvis viidere derudinden kan forefalde, skal beroe altsammen paa Directeurernes decission og for godtbefindende, Saa haver Trouppen i alle maader at adlyde de av Ober-Directeuren og Directeurerne udgivende Ordres og føiende Foranstaltninger, saaviit dennem som lemmer av dette Societet vedkommer.

  2. Trouppen, hvis forøgelse eller Forminskelse dependerer av Directionens for godtbefindende, inddeeles indtil viidere, ligesom hidindtil, udi 3de Classer, og er de nu værende Acteurer og Actricer saaledes udi Classerne anførte, nemlig:

    1ste Classe hvorudi enhver Person nyder ugentlig 6 Rixdaler:

    Mademoisselle Thiloe.
    Madame Lund.
    Monsieur Rose.
    Monsieur Londeman og
    Monsieur Als.

    [sideskift][side 143]2den Classe hvorav enhver Person nyder ugentlig 4re Rixdaler.

    Monsieur Ørsted.
    Monsieur Klemmentin.
    Monsieur Hortulan.
    Monsieur Reiersleff og
    Madamme Linkewitz.

    3de Classe hvorudi enhver Person nyder ugentlig 2 Rixdaler.

    Mademoisselle Bødker
    Mademoisselle Møller og
    Monsieur Printslau.
  3. Troupen maae ikke opføre nogen nye Commoedie uden Directionens foregaaende Samtykke, ej heller nogen av de nu udi brug værende Comoedier, uden det forhen er bekientgiordt for en av Directeurerne, og skal commoedien herefter præcise begyndes Klokken 5, paa det tilskuerne ikke for langt ude paa Aftenen skal opholdes; og til den ende skal Acterne paa hinanden, saavelsom efter-Commoedien opføres saa hastig, som skee kan.

  4. Trouppen skal være pligtig at comparere ved de giørende prøver, saavel i henseende til Commoedien, som Dantsen paa de sædvanlige tider, eller naar de berom vorder advarede; Saa skal de og paa den Dag Commoedie spilles indfilde sig inden Klokken 3 paa Commoedie-Huuset.

  5. Enhver av Trouppen imodtager den Roulle at opføre, som Directionen finder for godt, uden nogen Vægring eller anden prætext.

  6. Og ligesom Trouppen stedse bør leve i god harmonie og venskab med hinanden; Saa maae allermindst nogen misforstaaelse imellem dennem indbyrdes yttres udi Commoedie-Huuset; Og ligesaa lidet nogen av Dennem [sideskift][side 144]indfinde sig sammesteds drukken under straf av Mulct eller efter Sagens beskaffenhed under Cassation.

  7. Trouppen skal med agtsomhed omgaaes og bruge den Dragt, som de betiener sig av, og ingen av dennem være tilladt at have samme paa sig uden for Commoedien, eller i Deres Huuse og Qvarterer.

  8. Saa maae og ingen av Trouppen gaae ud av Societetet uden efter Fiire Maaneders foregaaende opsigelse, hvilken opsigelses frist og holdes paa Directionens side, uden saa er, af en av Trouppen formedelst en slet og opsætsig opførsel skulle giøre sig saa uværdig, at den ikke længere kunde taales i Societetet.

  9. Ingen av Acteurerne eller Actricerne maa indtage nogen med sig paa Commedien uden Betaling; men den fri Sæddel til Galleriet, som trouppen hidindtil har nydt beholder de fremdeles.

  10. Efterdags tillades ikke trouppen meere end 2de fri Comoedier Aarligen paa saadan Maade som den passerede Ober Directionens resolution indeholder.

  11. Den av Acteurerne som Directionen vil betiene sig av til at have Garderobben og de øvrige Sager og machiner under forvaring, item til at være Theatro Mæster nyder derfore saadan belønning, som hidindtil givet er; hvorimod Han tilbørligen skal stande til rætte om hannem nogen skiødesløshed eller u-troskab dermed overbeviises, og forbliver den samme derved, som forhen haver været, Hvilken er Monsieur Ørsted og derfor er tillagt ugentlig 2 Rdlr. foruden hans Gage.

  12. skulle ellers Trouppen enten i almindelighed eller isærdeleshed have noget at proponere eller ansøge hos directionen, da haver de det skriftligen at indgive.


    [sideskift][side 145]Angaaende de øvrige Personer, som ere andtagne ved Skue-Pladsen.

  13. Dend andtagne Dantze- eller Ballet Mæster Stolle forholder sig efter den med Hannem sluttede Contract.

  14. Den Person som Directionen har andtaget til at udlevere Comoedie Sædlerne til Spectateurerne forholder sig dermed fremdeeles som hinindtil skeed er, saa at Han ved hver Commoedies slutning fra sig leverer til den av Directeurerne, som fører Commoedie Huusets Regenskaber de indkomne Penge; Har nøye indseende med at ingen u-berettigede Personer, uden Directionens tilladelse, indlades frit paa Comoedien; dog passerer herefter ligesom hidindtil hver Comoedie aften frit 4re av de Kongelige Pager, 2de Søe- og 2de Land Cadetter, samt naar det Kongelige Herskab benaader Comoedien med Deres nærværelse det Kongelige Liverée foruden de til Svitten henhørende Cavaillers og Dames; Ligeledes maa han begegne Spectateurerne beskedentlig; Og i agttager Han at ingen fleere Sædler bliver uddeelt end som beqvemmeligen kan rømmes udi Commoedie Huuset, men retter sig efter den desangaaende forhen giordte anordning; hvorimod Han nyder for sin umage den Gage, som hidindtil har været sædvanlig.

  15. Controleurerne eller de der ere beskikkede at imodtage Sædlerne ved indgangene, hvilke ugentlig skal omvexle deres Stæd med hinanden, avleverer samme Sædler samlede ved slutningen af hver Commoedie ligesom hidindtil skeed er; Og maae de ingenlunde understaae sig at lade nogen, som enten ikke har Sæddel eller Directionens tilladelse, gaae frit paa Commoedien, [sideskift][side 146]saafremt de ikke for saadan u-troskab strax vil vorde Casseret og ellers tilbørligen straffet.

  16. Endeligen bliver og til vedkommendes efterretning her benevnet de øvrige lønninger, som Betienterne og Opvarterne nyder av Commoedie Huusets Cassa, saasom:

    Souffleuren ugentlig

      2 Rdlr.  - Mk.  - Sk.

    Portneren ved Commoedie Huuset ugentlig

      1  —  -  —  -  —

    Cassereren av hver Commoedie

      1  —  -  —  -  —

    5 Controleurer av hver Commoedie hver 2 Mk. er

      1  — 4  —  -  —

    Actricerne til deres opvartersker til sammen ugentlig

       -  — 2  —  -  —

    til Den som besørger Placaternes opslagelse og uddeelelse og holder Lysse Kronerne reene, av hver Commoedie

       -  — 2  —  -  —

    Manden, som opvarter ved Theatro, hver Commoedie

       -  —  -  — 8  —

    Skredderen for tilsyn med Klæderne, hver Commoedie

       -  — 3  —  -  —

    Snedkeren for Machinerne at dirigere, hver Commoedie

       -  — 4  —  -  —

    Den militaire Vagt tilsammen hver Commoedie

       -  —  -  —  -  —

    Peruqvemageren hver Commoedie

      1  —  -  —  -  —

    og Stads Muscicanten hver Commoedie

      6  —  -  —  -  —
  17. Og paa det dette Reglement, som av Directionen forandres, naar De finder det fornøden, desto alvorligere kan blive efterlevet; Saa haver directionen forbeholdet [sideskift][side 147]sig at determinere Vedkommende er vilkaarlig straf for hver gang de samme overtræder, ligesom det og for trouppen er vorden kungiort til deres efterlevelse.

Kjøbenhavn den 12te Septembris Anno 1753, —"

Ogsaa blev der for Skuepladsens Aabning, som først fandt Sted den 26de Septbr., sørget for at sikre Rolighed og Orden paa Tilskuerpladsen, idet der den 24de udgik en Placat, ifølge hvilken "Directionen, for at forekomme i Fremtiden alle Insolencer paa den danske Comoedie-Huus, den Myndighed allernaadigst er tilladt, at maae ved Politiet lade observere, anholde og med Retten forfølge den eller de, som medens de danske Comoedier opføres, i Comoedie-Huset enten med Udpibning, eller udi andre usømmelige Maader, nogen Slags Uorden foraarsage og begynde."

Den 27de Februar 1754 [trykfejl, det var januar] døde Ludvig Holberg, 70 Aar gammel. Han var Grundlæggeren af en national dansk Literatur som af en national dansk comisk Skueplads, men i enhver af de mange Retninger, hvori han virkede i den første, blev han snart overstraalet af aandfuldere og kundskabsrigere Mænd; ved den sidste gjorde han sig uopnaaelig og udødelig, thi han fremstillede sin Tids Folkeliv i en saadan Fuldstændighed, og lagde en saa stor indre Naturlighed, et saa uovertræffeligt Lune i Skildringen, at man vel tør paastaae: hans Lystspil ville, som en levende, alsidig Fremstilling af en bestemt historisk Periodes Tænkemaade, Sæder, Huusliv og statsborgerlige Tilstand, vedblive at være et dyrebart Nationalmonument saa længe der rører sig dansk Aand og Sprog; og der vil aldrig i Danmark opstaae en Digter, som saaledes vil være istand til at overlevere sin Tidsalder, i al dens Eiendommelighed og livlighed, til Efterkommernes Beskuelse. — Han havde [sideskift][side 148]Geniets almindelige Lod: hans Samtid saae ham for nærved til at fatte hans hele Storhed og den høie Betydning, han Virken havde havt og fremdeles vilde have for Folk og Fædreland; for den døde der kun en Medborger, der ved Pennen havde bragt det til at blive Baron og, foruden at skrive meget Nyttigt, gjort endeel Comedier, som vare af en ret artig Opfindelse og indeholdt adskillige løierlige Indfald, der kunde give Almuen Noget at lee af, men "vare altfor plumpe for Folk, som abitionerede en god goût." Det faldt hverken Bestyrelsen eller Acteurerne ind at hædre hans Minde ved en paa den af ham skabte og kun ved ham og hans Værker opretholdte Scene foranstaltet Sørgefest; thi af "Melampe" gaves Dagen efter hans Død, havde ikke, som Rahbek har formodet, sin Grund i, "at man til Sørgehøitider og ved sørgelige Anledninger den Tid tyede til denne Tragedie"; den var anmeldt førend hans Dødsdag og Opførelsen altsaa en Tilfældighed, der ikke kunde faae anden Betydning, end den, som man maaskee under Udførelsen kunde lægge deri. — For Resten var alle Holbergs opførte Stykker komne til Forestilling paa den nye Skueplads inden hans Død, med Undtagelse af "Den Vægelsindede", "Republiken" og "Philosophus i egen Indbildning"; thi "Den forvandlede Brudgom" blev vel i 1752 forandret og udskreven for at spilles, men er aldrig bleven givet.

Jfr. Thielos Død, som indtraf ni Dage efter Holbergs, gjorde et ganske andet Indtryk. Om Onsdagen havde hun, i Saisonnens næstbedstbesøgte Forestilling, ung, deilig, i sit Talents og sin Elskværdigheds hele Fylde, høstet Publikums stormende Bifald i en af sine Glandsroller; om Søndagen havde Mange seet hende spadsere [sideskift][side 149]livlig og frisk paa Gaderne; og Tirsdagaften, under den næste Forestilling efter at hun, ledsaget af Jubel, havde forladt Scenen, hvorpaa hun ventede at feire endnu mangen Triumf, gik det pludseligt fra Mund til Mund: "Caroline Thielo er død!" Man vilde ikke troe det; Folk af alle Stænder, Gamle saavelsom Unge, ilede til hendes Bopæl for at søge Bekræftelse paa dette Sorgens Budskab, der hurtigt blev bragt om i Familierne og paa offentlige Steder, overalt modtaget med Forbauselse og Beklagelse. Hendes Skjønhed, Aandsmunterhed og glimrende Spil havde gjort den nittenaarige Pige til Byens meest beundrede Dame, og efter at hun nylig havde oversat "Deucalion og Pyrrha", hvori hun endnu kun to Gange var optraadt og havde  fortryllet Tilskuerne, blev hun af Mængden, der ikke gjorde Forskjel imellem Forfatter og Oversætter, ogsaa anseet som et Vidunder af poetisk Genie. Man vidste, at hun var lunefuld og havde galante Forbindelser, men den Gratie, der hvilkede over alt havd hun foretog sig, gav endogsaa hendes Galskaber Ynde, og gjorde, at man hos hende fandt nydeligt, hvad man ikke vilde have tilgivet andre. Hendes pludselige Død var i og for sig den hele By en stor Begivenhed; Almuesfolk, som aldrig havde seet hende, udbrøde ved det første Rygte derom i Beklagelser over, at en saa deilig Pige, som alle de, der havde været i Comedie, talte om med Henrykkelse, skulde døe i sin frodigste Ungdom; og et Par Dage efter Dødsfaldet blev Deeltagelsen nu endydermere langt stærkere, ved at man begyndte at mumle om forunderlige Omstændigheder, som skulde have foranlediget det. Der blev nemlig forfalt: Jfr. Thielo havde i Overgivenhed sagt til en Veninde, at hun besag et saadant Herredømme over sin Tilbeder Baron Korf, at [sideskift][side 150]hun skulde kunne faae den allervigtigste diplomatiske Hemmelighed lokket ud af ham. Veninden meente, at om hun ogsaa var istand til det, vilde hun dog aldrig kunne faae ham til at røbe det mindste af hvad der foregik hos Frimurerne, i hvis Loge han havde en høi Grad og meget ofte indfandt sig. Jfr. Thielo forsikrede, at endogsaa det skulde være hende en let Sag, og indgik et Veddemaal herom, hvilket hun vandt saa vidt, at Korf ved et yppigt Aftensmaaltid, som hun gav ham ganske alene, fortumlet af Champagner og hendes uimodstaaelige Smiger, List og Spøg, lod sig forlede til at betroe hende nogle ceremonielle Tegn. Dan næste Aften kom til hende, var hun uforsigtig nok til ikke alene under Latter at eftergjøre dem paa en pudseerlig Maade, men til at fortælle det indgaaede Veddemaal og hvorledes hun, for at overbevise Veninden om, at hun havde vundet det, var bleven nødsaget til at sige hende hvad hun havde faaet at vide. Korf blev baade forlegen og harmfuld ved at høre, at hun saaledes med Overlæg, ved sit Coquetterie, havde fralistet ham en Hemmelighed, der nu tilhørte to Fruentimmer; men han skjulte sin Forbittrelse og sagde med paatagen Kulde, at hun talte i Vildelse; Sligt havde han aldrig sagt; hun maatte være angreben af en hidsig Feber og det vilde være aldeles nødvendigt, for at redde hendes Liv, at hun blev aareladt. Det hjalp ikke, at hun forsikrede, hun var ved sin fulde Forstand og god Helbred; han paastod, at dersom han ikke, til hendes eget Bedste, skulde tage alvorligere Forholdsregler, maatte hun finde sig i at lade sig aarelade af hans Kammertjener, som var øvet deri. For ikke at miste en gavmild Elsker gav hun tilsidst efter; Kammertjeneren, som udfortøvet blev hentet, aarelod hende saaledes, at det [sideskift][side 151]blev hendes Død. — Denne Fortælling, som med megen Hemmelighedsfuldhed befordredes fra den Ene til den Anden, blev dengang almindeligt holdt for den reneste Sandhed og vakte uhyre Opsigt. En stor Masse Mennesker strømmede til, for at see hende "ligge paa Parade", og i det skjønne blege Ansigt, hvorpaa Ingen vilde finde mindste Sygdomstegn, læste Alle det skrækkelige Rygtes Stadfæstelse. Hele Byen var i Bevægelse: der regnede Sørgevers ned, — endogsaa "en Fodgarde" digtede et Hjertesuk over den store Actrice, som det da ikke var besynderligt at han var begeistret for, siden Kongen af og til lod hele Compagniner af begge Garder gaae frit i den danske Comedie, — og hun havde ei alene et usædvanligt stort Ligfølge af alle Stænder, men Studenterne gjorde sig en Ære af at bære hende til Graven. Ikke nok med at et Portrait, som, malet af den berømte Pilo, ganske fortræffeligt gjengav hendes indtagende bløde Ansigtstræk og sjelfulde Øine, blev, i et ypperligt Kobberstik, solgt i en saadan Mængde Exemplarer, at det i en lang Række Aar var en Prydelse for næsten enhver velhavende Families Dagligstue, men da Prisen paa dette herlige Billede var høi og Menigmand ogsaa gjerne vilde have hendes Contrafei, sendtes til Kjøbenhavn fra Leipzig en Masse Aftryk af et der udkommet Kobberstik, hvorom Dass i August 1755 skriver til Suhn: "Stykket ligner hende slet ikke uden i Henseende til Panden og Postyren, thi hun seer næsten hæslig ud, skjøndt Arbeidet ikke er slet, og har i det mindste efter Døden faaet en slem Parodi (Skavank) paa Næsen, som meget vanhelder. Ikke destomindre kjøbes det af mangfoldige, og gaaer af som Smør, saa man vil sige, at Prisen daglig stiger, skjøndt det kostede i Begyndelsen kun [sideskift][side 152]20 Skilling." — Fortællingen om hendes korte glimrende Kunstnerbane og den almene Bedrøvelse ved den prægtige Jordefærd bevarede længe hendes Navn i Almuens Erindring, og det var først ved den ligesaa tilbedede Fru Walthers Flugt at der i Theaterverdenen indtraadte en Tildragelse, der gjorde et saa almeent Indtryk, at Sagnet om "den deilige Caroline Thielo" tabtes for Folket og blev en Overlevering i enkelte Familier, som igjennem et Par Slægtled stadigt havde besøgt Theatret.

Ogsaa i Henseende til Repertoiret var denne Saison meget uheldig for Skuepladsen: ikke flere end otte nye Stykker og af disse kun tre — "Hver Mands Ven", "Det gjenstridige Sindelav", og "Den Forliebte Autor og Tjener", alle Eenactscomedier, — som ret tiltalte Publikum. Holbergs "Det lykkelige Skibbrud" og "Uden Hoved og Hale" vandt begge kun lidet Bifald; "Deucalion og Pyrrha" henlagdes paa Grund af Jfr. Thielos Død, og vel bleve "Spøgelset med Trommen", oversat af Aladinsky, Korfs Secretair, og "Turcaret" givne endeel Gange, men, især det sidste, kun fordi man ikke havde noget bedre.

Den italienske Opera havde den 6te December atter begyndt sine Forestillinger paa den danske Skueplads, men i Aar maatte Mingotti betale 312 Rdlr. i Leie for Saisonnnen. Til Capelmester havde han faaet den allerede da særdeles yndede 24aarige Componist Giuseppe Sarti, den berømte Cherubinis Lærer. Med en meget øm, indsmigrende og følelsesfuld Stiil, som forskaffede ham Tilnavnet "Musikens Tibul", forenede ham en særdeles grundig Indsigt i Instrumentbehandlingen og sin Kunsts hele Technik. Dertil var han en ogsaa i mange andre Retninger meget dannet Mand og havde et høist indtagende Væsen, hvilket [sideskift][side 153]især erhvervede ham den store Indflydelse, som sildigere blev den danske Skueplads saa fordærvelig. Mingotti havde, foruden Croce og Marianne Galeotti, der var med ham forrige Vinter, ikke alene medbragt en Mad. Prudenza Sani, som Primadonna, og to første Sangere, Antonio Donini og Giuseppe Ricciarelli, men et af 12 Personer bestaaende Dandsepersonale, hvori Giovanni Bertalotti, der var Balletmester, Laurent, fra det franske Theater, Nicoli og Jfr. Rosa Carlini udgjorde Hovedstyrken. Hans vigtigste Repertoire bestod af "Ezio", Utinis "Olimpiade" og "Vologeso", hvilken især var udstyret med stor Decorations- og Costumepragt. Som sædvanligt fik han hyppige Besøg af Kongen, der endydermere forøgede hans Kasses Indtægt ved til enkelte Forestillinger at betale for alle Hoffets Cavalerer og Damer. De Stores Enthusiame for dette Skuespil var endnu saa stærk, at Selskabet, efter her at have endt sine Forestillinger, fandt sin Regning ved at tage til Slesvig for der at spille i den Tid Kongen hold Maneuvrer.

Det hed i forrige Aar, at den franske Comedie skulde, formedelst Maleracademiets Indretning paa Charlottenborg, fra October 1753 have Theater i Christiansborg Slots Staldbygning, hvor Hoftheatret nu er. Om dette virkelig kom til Udførelse og Selskabet blev her vides ikke, da fransk Comedie nu ikke for lang Tid omtales; kun det er vist, at i saa Fald var det uden al Interesse for Befolkningen og et af Kongen alene betalt Hofskuespil, hvortil Adgangen gaves frit.


Korrekturlæst 2007. Opdateret af