Statens Kunstfond 1995

Hele beretningen i pdf-format

Beretning fra bestyrelsen for Statens Kunstfond

Udvalget for Litteraturen 1995

Statens Kunstfonds bestyrelse bestod af:

Det Litterære Udvalg bestod af:

Grøn skillelinie

Beretning fra litteraturudvalget 1995

Danmark er så lille et sprogområde, at det er vanskeligt at eksistere som forfatter, rent faktisk er det meget få, der er i stand til at leve af deres forfatterskab alene. F. eks. modtager en forfatter ca. 3.000 kr. for et digtmanuskript, det kan have taget et til to år at skrive og 7.000 til 10.000 kr. for et romanmanuskript, der kan have krævet endnu mere tid. Det er et problem for forfatterne, at landets biblioteker bruger en stadig større del af deres pulje til andet end bøger, her er bøgerne kommet under stigende pres fra andre medier. Copy-dan er oprettet, men fungerer alt for tilfældigt p.g.a. ufuldstændige indberetninger, og kopieringsafgiften er desuden for lav. Bevillingerne til bogkøb på centrale højere uddannelsessteder er dalende. Også skolerne indkøber langt færre bøger og satser i disse år på teknologisk udstyr. Mange boghandlere har opgivet at føre de såkaldt smalle kvalitetsbøger. Radio og tv har skåre kulturprogrammer ned til det minimale. Kort og godt: Så længe der er denne række af uløste problemer i forhold til bogforlag og andre institutioner, der skal varetage forfatternes interesse, er .Statens Kunstfond uundværlig for forfatterne: Som situationen er nu, må legater og stipendier kompensere for kvalitetsforfatternes rnanglende indkomster For et land kan ikke undvære forfatterne Det er nødvendigt, at dets sprog løbende udvikles og beriges, og det sker ved, at der tænkes og skrives på dette sprog. I en årrække er det muligvis Staten, der støtter en kunstner. Senere lykkes det måske enkelte kunstnere at få så stor gennemslagskraft, at de er med til at gøre Danmark lidt mere synlig på verdenskortet.

Det litterære udvalg i Statens Kunstfond uddeler som bekendt en række arbejds- og rejselegater, vi tildeler tre-årige stipendier, foretager præmiering og endelig instiller vi forfattere til den livsvarige ydelse på finansloven, når der bliver én ledig.
Vi har i vores periode peget på følgende forfattere til den livsvarige ydelse: Peer Hultberg (f. 1935), Hanne Marie Svendsen (f. 1933), Ib Michael (f. 1945), Jette Drewsen (f. 1943), Svend Johansen (f. 1922), Henning Mortensen (f. 1939), Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) og Maria Giacobbe (f. 1928). Disse forfattere blev af repræsentantskabet indstillet til ministeren og tildelt en ydelse. Det litterære udvalg havde gerne indstillet flere yngre forfattere til den livsvarige ydelse og peger derfor på, at vi stadig har brug for flere ydelser til forfatterne, så disse ikke skal nærme sig pensionsalderen, før de bliver sikret økonomisk.

I beretningen fra 1993 gjorde vi nærmere rede for vores tildelingskriterier, og i beretningen fra 1994 koncentrerede vi os især om de livsvarige ydelser. Et udvalg i Statens Kunstfond er et mellemled mellem den enkelte kunstner og Staten, der bevilger pengene. Efter tre år er medlemmerne tilbage blandt de menige. Den kendsgerning bevirker, at et magtmisbrug ikke kan finde sted. Vi har sat kvalitetskriteriet over alt andet både i legatuddelingen og bogpræmieringen og håber, at vi har støttet forfattere, der er inde i en værdifuld kunstnerisk udvikling. Ud fra en historisk betragtning er der sket en vækst i de offentlige kulturbudgetter, men forfatternes økonomiske levevilkår er stadig lige problematiske. Den øgede rådighedssum til Statens Kunstfond, som vi har fået i vores periode, har betydet, at vi har kunnet sætte arbejds- og rejselegaterne op - og ikke mindst forhøje de tre-årige stipendier, der nu er på 220.000 kr. Det giver den nødvendige ro og fordybelse for nogle ganske få, men mange fremragende forfattere modtager stadig arbejdslegater, der desværre er alt for små til at eksistere for. Forfatterne har brug for at få tildelt legater, de kan leve af, så det bliver muligt for dem at beskæftige sig med det egentlige: Værkerne. Der er særlige problemer med de mange forfattere, der er på bistandshjælp. Når vi tildeler disse kunstnere et arbejdslegat, bliver det modregnet, således at de ikke modtager bistandshælp svarende til arbejdslegatets størrelse, d.v.s. disse kunstnere kommer ikke til at mærke en indtægtsstigning, der kunne have betydning for deres arbejde. Samtidig har samfundet glæde af deres tekster i skolerne, på seminarierne, på universiteterne o.s.v.

Udvalget har præmieret bøger fra efteråret 1992 til og med foråret 1995. Vi har modtaget breve fra forfattere med anmodning om at komme i betragtning til præmieringerne, fordi mange bøger ikke har solgt trods gode anmeldelser, men præmieringer kan ikke søges, og de er ikke som ofte tidligere blevet tildelt, når salget ikke stod mål med den indsats, det var at skrive dem. Præmieringen er sket på baggrund af en kvalitetsbedømmelse, dog besluttede vi i visse tilfælde, at lade præmieringen erstattes af et meget stort arbejdslegat. Men ved at fordoble summen til 50.000 kr. og belønne færre titler, har vi oplevet en overraskende stor interesse fordisse udvalgte værker. I enkelte tilfælde udløste præmieringerne store interviews med forfatterne om deres bøger. Det lader sig ikke gøre at sammenligne de helt unge forfatteres bøger med ældre kollegers, når det gælder kvalitet, derfor har vi valgt bøger i hele aldersspektret.

Vi betragter det som Statens Kunstfonds primære opgave at støtte den skabende kunstner i det daglige arbejde. Der kommer stadig flere ansøgninger, der drejer sig om at tage del i den ene eller anden megabegivenhed, og med den fokusering der er på begivenhedskulturen disse år, ser vi det som meget afgørende at værne om den fordybelse og koncentration, der ligger bag al stor kunst. Endvidere ser vi det ikke som det litterære udvalgs opgave at opfinde projekter eller udskrive konkurrencer, vi skal blot skabe de bedst mulige betingelser for, at gode forfattere kan arbejde med deres værker. Det nytænkende og eksperimenterende kommer fra forfatterne selv. Ligeledes er det et problem for kunstnerne, at mange politikere gerne ser hurtige resultater, når en øget bevilling tildeles. Det, der har mediernes nyhedsinteresse, er ikke sjældent omvendt proportionalt med det kunstnerisk holdbare. De værste skred, der sker for tiden, sker med kvalitetsbegrebet, der bliver stadig mere slapt. Hvis kunsten skal støttes, så det kan mærkes, bør der kontinuerligt opstilles skarpe kriterier for, om det er et godt kunstværk, man har med at gøre. Stræber værket efter at stof og form indgår i en relation, hvor de gensidigt kvalificerer hinanden, og gennemsyrer dette forhold enhver detalje? Rummer det en grad af uforudsigelighed og formår det at rykke læseren?

Forfattere, der indstilles til den livsvarige ydelse på finansloven, tilhører en elite. Disse forfattere kan siges at drive en kunstnerisk grundforskning ikke forskellig fra forskerne på universitetet, og ligesom disse må forfatterne have arbejdsro. Når det gælder videnskab, betvivler ingen nødvendigheden af forskningen, men den må også styrkes, når det gælder kunst. En sproglig og eksistentiel fordybelse burde være mindst lige så indlysende. I løbet af de tre år, vi har siddet i Statens Kunstfond, har vi anmodet politikerne om at justere og forbedre den livsvarige ydelse, hvilket ikke var sket siden 1981. Samfundet har i en årrække ikke taget åndslivet alvorligt, hvilket især har ramt kunstnerne økonomisk, men indlysende nok er et rigt åndsliv forudsætningen for, at et samfund udvikler sig. De kunstnere, der fik udbetalt den livsvarige ydelses maximumbeløb, fik ca. 1/4 af, hvad man nu får årligt, når man modtager det tre-årige stipendium.

De tre-erige stipendier gives fortrinsvis til yngre, der har bevist deres kunstneriske kvalitet og høje niveau, men denne støtte er naturligvis afhængig af samspillet med de kunstnere, der er kommet på den livsvarige ydelse, for i de har gjort en fremragende indsats og har et betydningsfuldt livsværk bag sig. Hvor grotesk situationen udviklede sig, lader sig aflæse af det faktum, at forfattere på den livsvarige ydelse anmodede om at komme i betragtning til de tre-årige stipendier. Vi fik - efter et hektisk forår med en stribe møder i Statens Kunstfond, glødende faxmaskiner og telefoner, et ekstraordinært repræsentantskabsmøde med ministeren samt en intensiv debat i medierne - omsider en forbedring, der trådte i kraft i efteråret 1995, men resultatet ligger langt fra, hvad vi havde fremsat som mål, nemlig en indkomstgaranti på 300.000 kr. Vi håber, at de nye udvalg vil fortsætte dette arbejde. Stafetten er hermed givet videre af Niels Frank, Kirsten Thorup og undertegnede.

På udvalgets vegne
Pia Tafdrup

Uddelinger

Litteraturudvslget modtog i 1995 255 ansøgninger, hvoraf 92 blev imødekommet. Endvidere blev der givet 8 legater til efterladte efter forfattere.

3-årige stipendier á kr. 220.000
Christian Bundegaard
Simon Grotrian
Katrine Marie Guldager

Arbejdslegater
Birthe Arnbak
Peter Asmussen
Solvej Balle
Carl Bang
Claus Bech
Hanne Richardt Beck
Morten Blok
Jytte Borberg
Connie Bork
Poul Borum
Suzanne Brøgger
Camilla Christensen
Iben Claces
Christian Dorph
Karen Marie Edelfeldt
Jens-Martin Eriksen
Rolf Gjedsted
Jens Christian Grøndahl
Vibeke Grønfeldt
Niels Hav
Helle Helle
Knud Holst
T.S. Høeg
F.P. Jac
Bo Green Jensen
Carsten Jensen
Claes Johansen
Pia Juul
Hans Otto Jørgensen
Janina Katz
Michael Larsen
Vagn Lundbye
Klaus Lynggaard
Viggo Madsen
Nina Malinovski
Henning Mortensen
Bent Vinn Nielsen
Carsten René Nielsen
Per Legård Nielsen
Jóanes Nielsen
Peter Poulsen
Juliane Preisler
Gorm Rasmussen
Marina Cecilie Roné
Peter Rønnov-Jessen
Asger Schnack
Jens Asbjørn Seehuusen
Merete Stistrup
Preben Major Sørensen
Søren Ulrik Thomsen
Mette Thomsen
Pernille Tønnesen
Vibeke Vasbo
Morti Vizki
Maj-Britt Willumsen

Rejselegater
Muniam Alfaker
Vita Andersen
Thomas Boberg
Klavs Bondebjerg
Jan Bredsdorff
Stig Dalager
Camilla Deleuran
Inge Eriksen
Jens-Martin Eriksen
Bent Haller
Sven Holm
Klaus Høeck
Lotte Inuk
Hans Lyngby Jepsen
Pia Juul
Marianne Larsen
Peter Laugesen
Vagn Lundbye
Nina Malinovski
Iben Melbye
Lean Nielsen
Henrik Nordbrandt
Gorm Henrik Rasmussen
Bent Rasmussen
Aslaug Th. Rögnvaldsdóttir
Niels Simonsen
Morten Søndergaard
Erik Thygesen

Støtte til projekter
Afsnit P
til forfatterhonorarer i forbindelse med oplæsning under udstillingen Fra digterens hånd

Tilskud
Digternes Saloon
til forfatterhonorarer ved oplæsningsarrangementer

Prosa 95
til litteraturfestival PROSA 95

Præmieringer á kr. 50.000 (uden ansøgning)
Muniam Alfaker: Klæder uden krop
Thomas Boberg: Pelikanens flugt
Maria Giacobbe: Masker og nøgne engle
Klaus Høeck: 1001 digt
Per Højholt: Stenvaskeriet og andre stykker
Louis Jensen: Hundrede nye historier
Erik Aalbæk Jensen: Særlige vilkår
Jokum Rohde: Jonas' bog
Tage Skou-Hansen: Den forbandede utopi
Christian Skov: Høstnætter
Jørgen Sonne: Fra jul til jul

Legater til forfatteres efterladte
Helle Kastberg Bjerregaard
Helene Jørgensen
Inga Klitgaard
Karen Olesen Løkken
Ruth Malinowski
Else Schaldemose
Chili Turèll
Inger M. Woel

Bestillingshonorarer
Den Anden Opera
til Sanne Bjerg, Merete Pryds Helle og Morten Søndergaard

Den Danske Jazzkreds
til Peter Poulsen

Suzanne Brøgger
til operaen "Iselin"

Grøn skillelinie

Nedenstående forfatter er i 1995 af repræsentantskabet indstillet til Kulturministeriet til livsvarig statsydelse:
Maria Giacobbe
Søren Ulrik Thomsen

Driftregnskabet for finansåret 1995 indeholdt bl.a. følgende poster:

				             UDGIFTER       INDTÆGTER
Finanslovsbevilling..................... 	   	54.200.000,00
Forfattere:
  3-årige stipendier     		 3.280.000,00
  Engangsydelser       			 4.110.000,00
  Efterladte efter kunstnere    	   128.000,00
  Præmieringer         			   550.000,00
  Bestillingshonorarer       		   120.000,00
  Andre foranstaltninger        	    43.959,69

Balance          			59.871.568,80 	59.871.568,80

Beretning fra bestyrelsen for Statens Kunstfond

1995 har været et turbulent år i Statens Kunstfonds historie. Et år, som har været præget af debat om fondens formål og funktion, og af uenighed mellem de skabende kunstnere og deres minister.

Den afgåede bestyrelse har haft som en af sine mærkesager at arbejde for en opregulering af de livsvarige finanslovsydelser. Netop på dette område blev vi kastet ud i en regulær konfrontation, da kulturministeren i foråret foreslog disse ydelser afviklet og erstattet med 5-årige arbejdslegater.

Hensigten med dette forslag var øjensynligt at "dynamisere" kunststøtten. I stedet for at give permanent arbejdsro til landets bedste kunstnere, ønskede man at skaffe mulighed for at kanalisere pengene derhen, hvor der her og nu er "aktivitet" og "vitalitet".

I den følgende tids debat påpegede vi igen og igen, at kunstneriske processer ikke lader sig måle med den slags alen. Det er ikke antallet af værker, der gør en god kunstner. Høj produktivitet er ikke ensbetydende med høj kunstnerisk kvalitet.

Tværtimod er det tilfældet, at mange kunstnere arbejder langsomt. Omhu, grundighed og seriøsitet tager tid! Og en del af deres produktion kan tilmed være eksperimenterende og forskningspræget - og vanskeligt tilgængelig. Det er af afgørende betydning, at der værnes om denne del af kunststøtten, således at landets bedste kunstnere får mulighed for at arbejde med deres egne idéer og i deres eget tempo, uden at blive tvunget til at opfinde udadretted konkrete "projekter" at søge penge til.

Angrebet mod ordningen fremstår så meget desto mere urimeligt i betragtning af hvor store summer, der bliver brugt til kulturformidling. Der befinder sig langt flere kunstadministratorer "på finansloven" - dvs. i offentlig tjeneste - end kunstnere.
Og til en langt højere løn.

Det er ubegribeligt, at man ikke vælger at betragte de skabende kunst som en væsentlig og fundamental ressource, der udvikles og værnes om. Kunstnerisk produktion burde være et af samfundets allervigtigste investeringsområder.

Ved revisionen af loven om Statens Kunstfond i 1994 blev vor bevilling mærkbart forøget. Det har gívet alle udvalg bedre arbejdsvilkår, og det har gjort det muligt at gennemføre en tiltrængt forhøjelse af de 3-årige stipendier. Det har vi været meget glade for. Vi er iøvrigt ikke principielt modstandere af muligheden for at tildele 5- eller 6-årige legater. Især litteraturudvalget har udtrykt ønske herom.

Men det er ikke rimeligt, hvis disse forbedringer skal gennemføres på bekostning af de livsvarige ydelser. Især ikke i betragtning af, at de offentlige tilskud til skabende kunst kun udgør ca. 3% af kulturbudgettet. Med andre ord: Det danske samfund administrerer, formidler, uddanner, etablerer kulturhuse og skaber rammer for kunst for 30 gange så stort et beløb, som der ofres på skabelsen af det, det hele handler om.

På den baggrund finder bestyrelsen det positivt og velmotiveret, at ministeren ifølge sit eget debatoplæg "Krydspunkt" ønsker at skabe råderum til "en øget støtte til den skabende og fornyende kunst". Men det er af afgørende betydning at holde fast i den kunstneriske kvalitet som eneste afgørende kriterium for tildeling af kunststøtte. Når det i oplægget lidt bekymret konstateres, at "befolkningens behov og ønsker ikke altid harmonerer med kulturpolitikkens evne til at skifte sigte, retning og tyngde", så er der grund til at være på vagt. En politik, der giver gode vækstbetingelser for virkelig fornyende og eksperimenterende kunst, kan ikke føres under hensyntagen til befolkningens ønsker, uanset hvor demokratisk og tilforladelig en sådan synsvinkel tager sig ud.

Der er brug for at stå fast på en snæver forståelse af begrebet "kunstnerisk kvalitet". Da kunstfondloven i sin tid blev til, var man sig dette forhold meget bevidst, og grunden til, at denne ordning stadig fortjener prædikatet "verdens bedste kunstfond" er, at man den gang var forudseende nok til at skabe en struktur, der sikrer, at det til enhver tid er kunstnerne selv, der afgør, hvad der er godt og skidt. De skiftende tremandsudvalg forhindrer pamperi og indspisthed, sikrer dynamiske og fleksible beslutningsprocesser, og giver udvalgsmedlemmerne meget frie hænder til selv at definere formålet og indholdet af deres tre års arbejdsperiode.

Med kunstfondloven var man opmærksom på at undgå enhver tendens til politisk styring af støtten til den skabende kunst. Kunstnerisk nysyn kan ikke skabes fra oven. Man kan ikke opfinde nye genrer og udtryksformer gennem ministerielle direktiver eller hensigtserklæringer. Kunstnerisk dynamik kan kun opstå i kraft af kunst. God kunst.

På det politiske niveau består opgaven alene i at skaffe de skabende kunstnere optimale arbejdsvilkår i tillid til, at de vil være i stand til at løfte arven og føre os ind i nye og ukendte landskaber.

Det forudsætter frihed. Også frihed fra politisk omklamring, moderigtige overskrifter, seertals-tyranni og anden populisme. Og det forudsætter, at støtten til stadighed gives ud fra ét eneste kriterium: en vurdering af den kunstneriske kvalitet.

John Frandsen
formand

Tilbage Til Litteraturpriser mv.

Tilbage Til min side om Statens Kunstfond

Udarbejdet 18. oktober1996 af Niels Jensen

Kilde: Statens Kunstfond: Beretning XXXI. 1. januar - 31. december 1995. 1996.

Opdateret af